Skrevet af: Nina Nygaard

Fysisk og psykisk vold var en del af Stephanies hverdag.

Hun fik at vide at hun var fortabt uden sine forældre og deres tro.

Hun løb ofte hjemmefra fordi hendes mor mente, at ”den man tugter, elsker man” Det blev til mange slag – endda en brækket næse.

Stephanie er født ind i en meget religiøs familie.

Hun levede et liv i konstant frygt. Frygt for forældrene, frygt for ikke at overholde de mange regler der var en del af deres religion, frygten for ikke at være god nok.

Stephanie siger:

’Jeg kendte ikke til andet. Gud, familien og det lille samfund, fordi jeg var blevet hjemmeskolet.

Jeg truede af og til min mor med, at jeg ville sladre, hvortil jeg så fik at vide, at hvis jeg gjorde, blev vi fjernet fra forældrene. Uden dem ville jeg, ifølge dem, gå fortabt’.

Hun drømte om et liv uden frygt, et liv udenfor den religion hun var født ind i.

Den drøm blev for alvor vakt til live mens Stephanie gik i skole i USA på et Syvende Dags Adventist Achademy (Harbert Hills Achademy). Her var der strenge regler for alt. Hvor meget hun måtte tale med drenge, hvad hun måtte spise, hvilket tøj hun måtte have på – hvor lang hendes trøje skulle være…….

’Jeg følte alt gik op i regler. ”Du må jo ikke”, tænkte jeg tit, når jeg havde lyst til et eller andet.

Jeg kunne citere bibelen, profetinden og alt ind i mellem, men det var som om jeg havde lyst til et andet liv’.

Kort efter hun var fyldt 18år flyttede Stephanie hjemmefra og meldte sig officielt ud af den tro hun var vokset op med.

’Jeg fik i den grad givet den gas i byen! Men jeg var ikke mig selv. Jeg anede jo ikke rigtig hvem jeg var, efter mange års ”makken ret”.

Min daværende kæreste var meget dominerende og havde et stort temperament. Det hændte jeg af og til krøb ind i et hjørne, bange. Ligesom jeg havde gjort derhjemme. Da det endelig gik op for mig, at jeg havde fundet mig en fyr, der mindede sygt meget om min mor, endte jeg det 2-årige forhold.

Ja, jeg holdt ud i 2 år!’

Herefter ramlede alt for Stephanie.

Hun fik en stress relateret depression og vejede kun 45 kilo da hun startede i forløb på et behandlingssted med fokus på selvskadende og spiseforstyrrede unge. Her var hun i behandling 1-2 gange om ugen. Stephanie overnattede ikke på bostedet, men i de mørkeste stunder flyttede hun hjem til sin søde svigermor – de stunder hvor hun kunne mærke at hun ikke havde lysten til livet.

Langsomt kom hun tilbage til livet, hun lærte at sige fra og passe på sig selv. Hun færdiggjorde sin uddannelse og blev gift med den mand der havde støttet hende gennem hele hendes behandlingsforløb. De to har i dag en søn sammen.

Sejeste Stephanie kontaktede mig i foråret og jeg lavede en armring til hende med teksten:

Dare 2 be yourself

Om armringen siger Stephanie:

’Jeg er ikke den mest selvsikre person i verden, da jeg er lidt af en pleaser. Men jeg vil gerne stå ved mig selv og de valg jeg træffer.

De dage, hvor jeg er lidt mere usikker på mig selv, har jeg dette fine armbånd til at minde mig om, at stå ved mig selv ”Dare 2 be yourself” 

Jeg fortæller dig Stephanies historie for at minde dig om at uanset HVOR svært det er for dig lige nu, så er der en vej ud. DU har en vej ud.

Du kan vælge at tage hånd om dit liv og være tro mod dig selv.

Der findes ikke noget quickfix, men små skridt, små handlinger hver eneste dag, kan bringe dig tættere og tættere på at være dig og være tro mod dig.

Ligesom Stephanie kan du have stor støtte i at bære DIN powersætning på armen hver eneste dag. Lad den være en nænsom men powerfuld påmindelse om at gå vejen hver dag.

Den vej der er din.

Husk at hvis Stephanie kan, så kan du også.

De kærligste hilsner

Nina

DEL BLOGINDLÆGET MED DIT NETVÆRK: